Sakeenadk’s Weblog

Profeten, Allahs fred og velsignelser være over ham sagde:

“jeg forbander 3 typer mennesker:

De som ikke tager sig af deres forældre når de bliver ældre

De som ikke tager fuld udnyttelse af Ramadhan måneden

De som ikke siger: Allahs fred og velsignelser være over ham, når mit navn bliver nævnt”.

Abu Dhar radiyallahu anhu reporterede, at Profeten, Må Allahs fred og velsignelser være over ham kom ud en vintertid da bladene var faldene. Han tog fat i en gren og rystede den, så dets blade begyndte at falde af. Han sagde han; “åh Abu Dhar”!, jeg svarede “Labbaik, oh Allahs Sendebud!”. Han sagde; “lige meget hvornår en muslim beder for at søge Allahs fornøjelse, starter hans synder med at falde af ligesom bladene fra dette træ”.

Musnad Ahmad

Når du besøger en der ikke har det godt, bed da om hans bøn.
Hans bøn er ligesom englenes bøn.

Ibn Majah

Mujahid:

“De som elsker hinanden for Allah’s skyld, når de smiler til hinanden falder deres synder fra dem, ligesom bladene der falder af træerne når det er vinter”.

‘Umar ibn Khattab:

“Ingen er givet noget udover sin Islam, som er bedre end en retskaffen ven”.

Ali ibn Abi Talib:

“Pas på dine brødre da de er din næring i denne verden og den næste. Hører du ikke udtalelserne fra helvedes beboer: ”Nu har vi ingen til at gå i forbøn, og ingen nær ven (til at hjælpe os), (Ash-Shu’ara: 100-101)

Abu Hurayrah:

“Slaven vil blive bragt imellem Allah’s Hænder på dommedagen, og Allah vil sige til ham: “Elskede du en af mine (awliya), allierede, venner, så Jeg kan lade dig være sammen med dem?”

Al-Ghazali’s ‘Ihya’ ‘Ulum ad-Din 

Nogle fra Ansar spurgte Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham om at give dem noget og han gav enhver af de som spurgte ham indtil alt det han havde, var væk. Da det hele var væk og han havde brugt alt hvad han havde i sine hænder, sagde han til dem; ”vid at hvis jeg har nogen form for rigdom, at jeg ikke vil fraholde det for jer. Og vid at ham der fraholder sig fra at tigge fra andre, Allah vil gøre ham tilfreds og ikke afhængig af andre. Og ham der forbliver tålmodig, Allah vil skænke ham tålmodighed, ham der er tilfreds med hvad han har, Allah vil gøre ham selvforsynende. Og der er ingen gave bedre og større som du kan blive givet af Allah end tålmodighed”.

»Bukhari«

En politibetjent i et “muslimsk” land skrev følgende brev til en Sheikh og beskrev de begivenheder der førte til hans tawba(anger) til Allah(swt). Han skrev:

“At opleve ulykker samt ulykkesofre var en normal del af min dagligdag, men én hændelse skilte sig ud. Min makker og jeg havde parkeret i rabatten på landevejen og begyndte at sludre. I et splintredes omgivelserne af den grufulde lyd af kolliderende metallegemer. Vi vendte os om for at se hvad der var sket. Et frontalt sammenstød som resultat af et køretøj, der var gledet over i den modsatte kørebane. Ødelæggelsen var ubeskrivelig, to unge mænd lå omtumlet i den første bil, begge i kritisk tilstand. Vi bar dem forsigtigt fra bilen og lagde dem på jorden. Vi gik hurtigt tilbage for at hjælpe ejeren af den anden bil, han var omkommet. Atter vendte vi tilbage til de to unge mænd, der lå side om side på fortovet.

Min makker begyndte med at diktere dem Shahadah(trosbekendelsen). “Sig: La ilaha illAllah(der findes ingen andre guder(værdig af tilbedelse)undtagen Allah), La ilaha illAllah…”… deres tunger ville ikke besvare. De begyndte at nynne en eller anden sangs hypnotisk tekst. Jeg var forfærdet, min makker havde dog erfaring og han blev ved med at gentage sine instrukser. Jeg stod og så på uden bevægelse og med fastlåst blik. Aldrig i mit liv havde jeg set noget lignende som det, der udspillede sig foran mig. Faktisk har jeg aldrig set nogen dø, og aldrig på sådan en satanisk måde. Min makker fortsatte med at instruere dem i at sige Shahadah, men til ingen nytte. Deres nynnet døde langsomt ud, stille og roligt. Den første ophørte efterfulgt af den anden. De rørte sig ikke, de var døde. Vi bar dem til vores patruljevogn, min makker blev tavs. Der var ingen lyd imellem os idet, vi transporterede ligene til det nærmeste hospital…”

“Derfor ihukom Mig, så vil Jeg ihukomme jer. Og tak Mig og benægt Mig ikke” (Al-Baqarah, 152)

»Imam Ahmad ibn Hanbal rahimahullah berettede, at Abu ad-Darda, må Allah være tilfreds med ham, sagde: ”Det ville ikke være min største glæde, hvis jeg åbnede en butik lige ved moskéen. Selv hvis jeg skulle indtjene trehundrede dinar hver dag, eller hvis det skulle hjælpe mig; således at jeg ikke vil gå glip af en eneste bøn i fællesskab (jamâ’ah) i moskéen. Jeg siger ikke, at Allah ikke har tilladt handel eller at Han ikke har forbudt åger, jeg ønsker blot at være blandt de “mænd, hvis opmærksomhed hverken handel eller købslåen afleder fra at ihukomme Allah, holde bøn og give almisse, af frygt for en dag, hvor hjerte og blik går omkuld.” [Qur’an 24:37]

»En gruppe unge mennesker sad på gaden og snakkede mens de kiggede på de forbigående. Abu ad-Darda, må Allah være tilfreds med ham, gik hen til dem og sagde: “Mine sønner! En muslims kloster er hans hjem, hvori han har kontrol over sig selv og sænker sit blik. Vogt jer for at sidde ved markedspladserne, fordi det får tiden til at flyve forgæves. .”

»En ung mand kom op til Abu ad-Darda og sagde: ”Advisere mig, O ledsager af Allahs sendebud”… Abu ad-Darda sagde til ham: Min søn, ihukom Allah i gode tider og Han vil huske dig i tider med modgang.

Min søn, vær kyndig, søg viden, vær en god lytter og vær ikke ignorant for det vil ødelægge dig!

Min søn, lad moskéen være dit hjem, for sandelig jeg hørte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser tilkommer ham, sige: “Moskéen er ethvert Guds bevidst menneskes hjem og Allah den Almægtige har lovet sakeena (sindsro), komfort, barmhjertighed og forbliven på den vej, som leder til Hans fryd, til de, hvis hjem er moskéen”. 

»Abu ad-Darda passerede en gruppe mennesker, der flokkedes om en mand. De begyndte at håne og slå manden. Abu ad-Darda spurgte dem: “Hvad er der galt?”, de svarede: “dette er en mand, som har begået en stor fejl”. Abu ad-Darda spurgte, “hvad tror I, at I ville have gjort, hvis han var faldet i en brønd? Ville I ikke have forsøgt at få ham op? “Selvfølgelig”, svarede de. Han sagde videre: “Hån ham ikke og slå ham ikke! I stedet skal i påminde ham og gøre ham bevidst om konsekvenserne for hans handling. Derefter, lovpris Allah som har beskyttet jer fra at falde i sådan en synd.” De spurgte ham, “hader du ham ikke?” “Jeg hader kun hans handling og hvis han forlader den, er han min bror.”

»At påminde din bror er bedre end at miste ham. Giv din bror rådgivning og være mild ved ham, men forlig ikke med hans begærlighed for, at du ikke skal være som ham. I morgen vil døden indtræffe og du vil miste ham! Hvordan kan du så græde over ham efter hans død, når du ikke begav ham hans ret mens han levede? “ 

»Jeg søger tilgivelse hos Allâh for min manglende oprigtighed når jeg siger, at jeg søger Allâhs tilgivelse..

– Rabi’ah bint Isma’il al-’Adawiyyah rahmatullah ‘alayha

En af Al-Qa’nabi’s børn berettede denne historie:

Min far som var en regelmæssig dranker af vin, plejede at holde sig i selskab med berygtede unge mænd. En dag inviterede han dem til sit hjem og satte sig ned foran sin dør for at vente på dem. Imens han ventede, gik Shu’bah forbi på sit æsel og et antal mennesker løb om kamp bagved ham, for at kunne nå ham:

Al-Qa’nabi spurgte: ”hvem er det?”, ”Shu’bah” svarede en anden der sad i nærheden. ”og hvem er Shu’bah?” spurgte Al-Qa’nabi, ”han er lærd i ahadeeth aha

“beret en hadith til mig,” sagde Al-Qa’nabi som bar en uanstændig rød farvet Izar.

”du er ikke fra Ahlul Hadeeth, så jeg føler mig ikke forpligtet til at berette en hadith til dig,” sagde Shu’bah. Al-Qa’nabi tog en kniv frem og pegede på Shu’bah idet han sagde: ”du skal berette en beretning til mig, ellers vil jeg skade dig!”.

Shu’bah begyndte med at berette: “Mansur berettede til os fra Rib’i fra Abu Mas’ud som sagde at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham sagde:

”hvis du ingen skam har, så gør hvad der passer dig”.

Al-Qa’nabi smed kniven på jorden og gik ind i sit hus, han tog alle vinflaskerne han havde og tømte dem på gulvet. Han sagde til sin mor, ”mine ledsagere vil snart ankomme, når de ankommer så inviter dem indenfor og tilbyd dem mad. Når de er færdige med at spise, så fortæl dem hvad jeg gjorde med vinflaskerne, så de vil gå”. Al-Qa’nabi forlod sin by med det samme og drog mod Al-Madinah, hvor han tilbragte de følgende år af sit liv som elev af Imam Malik bin Anas, og han fik den ære at berette ahadeeth fra Imamen.

(Stories of repentance)

En mand tog hen til Rabi’ah bint Isma’il al-’Adawiyyah, som var kendt under titlerne

’Godhedens moder’ og ’Den berømte tilbeder’. Han sagde til hende: ”Sandelig så har jeg udført et stort antal synder. Hvis jeg angrer, tror du Allah vil acceptere min anger?”

Rabi’ah bint Isma’il al-’Adawiyyah sagde til ham: “Ve dig! Ser du ikke, at Han inviterer de som vender sig bort fra Ham; så hvorfor skulle Han ikke acceptere deres anger?”

(Stories of repentance)